21 MÅDER AT DØ

21 måder

21 MÅDER AT DØ. Sarah Engell. Carlsen. Fra 14 år.

Wow! Den sidste side i Sarah Engells Young-Adult-roman 21 MÅDER AT DØ er netop blevet vendt og sikke en læseoplevelse!

Vi havde ret store forventninger til dette værk, og de blev mere end indfriet. Sarah Engell skriver så fængende i et aktuelt, virkelighednært og fint sprog, og med romanens tematik om mobning, særligt på de sociale medier, rammer hun en tendens i tiden på en usædvanlig sublim måde.

I 21 MÅDER AT DØ møder vi Stella, der efter en X-faktor-audition kommer på kant med sin bedste veninde, der i en misundelsesrus støder Stella fra sig og trækker ikke bare hele klassen med, men en hel skare af mennesker, der liker og kommenterer på den hadeside, som bliver oprettet om “luderen Stella”. Den mobning, som finder sted er voldsom, massiv og eskalerende, og som læser kan det til tider være hårdt at være vidne til en psykisk terror og udstødelse så massiv, som den vores hovedperson oplever.

Sarah Engell får i sin roman alle facetter med. Hun berører, hvor svært og skamfuldt det for mobbeofret kan være at inddrage andre i den mareridtslignende virkelighed, angsten for ikke at blive taget seriøst, angsten for at såre forældre – i dette tilfælde faren, der i forvejen er sygemeldt p.g.a. sorg over morens død.

Og midt i al elendigheden formår hun også at give os lysglimt – små pletter af håb, fx i Stellas glæde ved musik, der er så afsmittende og præcist musikalsk vidende beskrevet, at 21 MÅDER AT DØ også er en stille hyldest til, hvad ægte musik kan. Og selvom det er uden for den gennemgående tematik, giver det værket en dybde og en stærkere tilhørsfølelse samt forståelse for Stella. For også med musikken som pejlemærke kommer vi med i alle kroge og afkroge af hendes sind og i hendes færden rundt i København på jagten efter at finde fred fra mobberierne.

Romanens titel hænger sammen med de kulsorte sider, der findes i værket. På siderne står nøgterne og faktuelle beskrivelser af, hvordan unge mennesker har begået selvmord som følge af mobning. Og siderne gør handlingen endnu mere virkelighedsnær- og tro, idet disse sorte sider afbilder faktiske hændelser.

21 MÅDER AT DØ er så vellykket på alle leder og kanter, og på trods af den voldsomme tematik, hvor ingen fingre bliver lagt imellem, gennemsyres værket på samme tid af Sarah Engells omsorgsfulde måde at gribe dette an på. Hun er en vanvittigt dygtig forfatter med noget på hjerte, og vi anbefaler unge som voksne at stifte bekendskab med hendes bøger.

God læselyst og mange kærlige hilsner fra Maria Louise og Lisa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *