Årets gave!

Vitello redder verden af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen, Gyldendal 2017

Vitello havde aldrig rigtig tænkt over det, men folk lavede stort set ikke andet end at købe ting nede i centret.

”De er da helt sindsyge”, sagde Vitello om folk. De slæbte indkøbsposer med varer ud på parkeringspladsen. “Kom vi stopper dem!”

I Vitello redder verden beslutter Vitello, at der må gøres noget ved al den nød og elendighed, der findes. Mor siger, at verden er ved at gå under, og det går ikke, for Vitello skal jo være millionær og have en sportsvogn, når han bliver stor. Derfor beordrer han sine venner møgungen William og tvillingerne Max og Hasse, at de må med ham ud og gøre noget ved situationen.

Men drengene må konstatere, at det er sin sag sådan at redde verden, når de voksne åbenbart har andet for. På deres mission møder de blandt andet den tatoverede chauffør af en blå varevogn, et storhandlende ægtepar og en edderspændt rasende posedame. Om vennernes visionære mission lykkes, skal ikke spoiles her. Men vi kan godt røbe, at der venter endnu en dejlig og lun Vitello-fortælling.

Bogen er efter vores mening den smukkeste Vitello-bog, der til dato er udgivet. Både på grund af fortællingens tematik og Niels Bo Bøjesens illustrationer, der virkelig funkler. Der leges værket igennem med illustrationernes perspektiv, og Vitello og vennernes ansigtsudtryk og hele kropssprog er ganske enkelt åbenhjertigt, tydeligt og helt fantastisk. Billedsiden får maksimalt plads og viser, at Vitellos univers dels består af Fupz´ vidunderlige tone, men absolut også af Bøjesens humoristiske og fortryllende streg. Han er helt i øjenhøjde med drengene – både, når vi møder deres betænksomme, ængstelige og søde selvtilfredse sider.

Det kan være svært at vælge sin favorit-Vitellobog, men her må vi sige, at de herrer Kim Fupz Aakeson og Nils Bo Bøjesen har om ikke reddet verden, så givet den børnelitterære scene endnu et guldkorn. Her er tale om den oplagte jule-…mandelgave:)

Vi takker for store smil og mange grin!

Kh. Maria Louise og Lisa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *