Et NYT eventyr skal der til!

Muledrengen

Muledrengen af Øyvind Torseter. Høst og Søn 2016. Fra 5 år -hvis man godt kan klare klamme trolde;)

Der er forår i luften og det kan mærkes langt ind i børn- og ungdomslitteraturen, da den ene fantastiske udgivelse efter den anden udgives i denne tid. En af dem er Muledrengen, der udover at være en super smuk og indbydende bog  også er godt eventyr, der både har noget til barnet og den voksne.

Muledrengen er skrevet og illustreret af norske Øyvind Torseter, der bl.a. har været med at at skabe de  imponerende, søde og sjove billedbøger om søskendeparret Ine og Hasse.  I Muledrengen møder vi en ung pris med et udseende ala en slank og atletisk mummietrold, der trodser sin fars formaninger og drager ud i verden for at befri sine seks brødre. På en rejse ud for at finde kærligheden, er brødrene uheldigvis også stødt på en ond og hjerteløs trold, der har forvandlet dem og deres prinsesser til sten. Nu vil Muledrengen have brøderne hjem igen og med sig på sin ekspedition, har han en nervøs krikke med en underlig gangart, der hellere ser, at de vender næsen hjem igen -og det i en vis fart. Den talende hest, der har en vis lighed med Lucky Lukes Jolly Jumper, synes det er fuldstændigt meningsløst, at de skal risikerer liv og lemmer for en flok brødre, der vel selv kan finde hjem igen. Men Muledrengen har heltemod for dem begge, så redningsaktionen fortsætter trods hestens brok.

På sin vej til til trolden finder Muledrengen og hesten en saxofon, som hesten betvivler kan ligge i Muledrengens rygsæk, da der er en del ragelse i forvejen. Den opmærksomme læser må foranlediges til at gives hesten ret, efter at have studeret Muledrengens medbragte proviant på titelbladet inden i bogen. Udover fundet af saxofonen, som skal vise sig at blive den rene lykkeamulet, møder de også de en elefant, der er kommet i en forfærdelig knibe, da den har fået sin snabel i klemme i en træstub og en ulv, der er uhyggeligt sulten. Muledrengen hjælper både ulv og elefant, som gerne gengælder en tjeneste. Ulven fortæller Muledrengen, hvor trolden bor, og at han skal knuse troldens hjerte for at befri sine brødre. På den instruks rider Muledrengen og hesten videre og kommer til fjeldet, hvor Muledrengen må fortsætte på egen hånd , da hesten foretrækker at blive tilbage og holde vagt.

Da Muledrengen når frem til troldens hule møder han en laber prinsesse, der indvilliger i at hjælpe ham videre. Troldens hjerte skal dog vise sig at blive lidt af en opgave at få fat i, og Muledrengen og prisessen må forsøge at narre trolden flere gange, før det lykkes dem. Ja, så blev slutningen helt urimeligt afsløret, men det gør intet,  da denne smukke bog skal opleves på egen hånd. Muledrengen er et moderne eventyr, der på raffineret vis tager den gamle eventyrgenren og det norske eventyr Trolden uden hjerte et helt nyt sted hen. Her får man et eventyr pakket ind i en tegnserie og krydret med en god portion humor. Humoren leveres bl.a. i Muledrengens samtaler med den lækre prinsesse, der venter ham inde i troldens hule og de uventede anordninger, som trolden har i sin hule. Her er både en elevator, og en enorm ottearmet blæksprutte, der heldigvis er vild med at spille jazz. Illustrationerne er en lækkerbisken i sig selv. Her er igen humor men også uhygge i form af den utroligt klamme trold, som ikke ligner noget, man skal spøge med.

Vi har læst Muledrengen op for en 3.klasse, hvor børnene havde følgende kommentarer til værket:

Det er faktisk en meget fed historie. Minder den ikke lidt om Klods Hans med de der prøver, og at han tager af sted og finder en prinsesse?!”

“Nej, ham her skal jo redde sine brødre!”

Nåå ja, den er anderledes… Er det ikke også nyt, at et eventyr er en tegnserie? Det tror jeg, drenge synes er fedt! Det er også meget sjovt med blæksprutten i kælderen. Kan jeg låne den?” 

Ja for pokker! Lån den, køb den, læs den og se den! Den puster nyt liv i det gamle eventyr -og det er virkelig forfriskende!

Kh. Lisa og Maria Louise

Kunsten at overleve!

overlevernes by

Overlevernes by af Lise Bidstrup. Høst og Søn 2015. Fra 14 år. 

Det kan siges ganske kort, Overlevernes by er umulig at lægge fra sig, når første linje har lukket fortællingen op. Her ruller massive spændingensskyer ind over den mørke fremtidshimmel, imens romanen beskriver et ungdomsliv langt fra det, vi kender, men som desværre kan minde uhyggeligt meget om et, vi hører om ude fra verdens brandpunkter. Men selv i det mørkeste mørke kan mod og kærlighed måske alligevel udrette mirakler.

Læs videre

KÆRE DUMME DØDE VIK

kære dumme døde vik

KÆRE DUMME DØDE VIK af Caroline Ørsum. Høst og Søn 2015. Fra 13 år.

På min arm skaller død hud af i små, gummiagtige strenge, sårskorpeflager løsner sig. Jeg heler. Tidligere i dag læste jeg på nettet om brandsår og om, hvordan det yderste lag af huden faktisk hos alle mennesker altid er i gang med at forny sig selv. Om nogle få uger kommer jeg til at have et helt andet lag hud end det, jeg havde, mens jeg var sammen med Vik, den hud, der rørte ved hans, vil for evigt være væk.  

Ordene er Selmas. Hun går i 1.g, livet er rimelig sorgløs og fremtiden lys sammen med kæresten Vik. Men en vinternat ændres Selmas liv radikalt, da hun og Vik efter en fest kører galt i hans bil. Vik overlever ikke ulykken, og Selma vågner op i en hospitalsseng med en brækket fod og alvorlige brandsår i ansigtet. Kort inden ulykken har Selma fået nys om, at Vik havde noget kørende med en anden pige, og mens hendes krop lappes sammen, forsøger hun at samle sig selv på ny, håndtere sorgen og tabet af Vik og samle trådene fra den skæbnessvangre nat, hvor hendes gamle jeg døde i flammerne fra Viks bil.

KÆRE DUMME DØDE VIK er historien om, hvordan Selma kommer videre efter ulykken. Den handler om sorg og tab. Tabet forekommer på flere niveauer, da det langsomt lykkes Selma at pusle brikkerne sammen, og hun finder ud af, hvem Vik mødtes med på tanken, kort inden de kørte galt.

Romanen er en sprogperle, og Selma er interessant, begavet, skøn, urimelig, frustreret og ærlig -og man gribes af hendes hudløse og blottede tilstand.   Nogle gange er der bare ingen retfærdighed til, og hvordan kommer man videre efter at have mistet sin kæreste i et flammehav, hvor man trods forsøg ikke formåede at redde ham med ud af den brandende bil.

Caroline Ørsum eksperimenterer med sproget på en mesterlig måde og udover de mange poetiske stemningsbilleder, grove svinere og hjerteskærende refleksioner, som Selma healer sit indre med, får alfabetetes systematik en interessant plads i værket, hvor vi tager hatten af for Caroline Ørsums talent.

KÆRE DUMME DØDE VIK er en rigtig god bog, og man føler sig både underholdt og lidt klogere, når den sidste side er læst. Den slags roman fortjener både omtale og læsere, og er derfor en oplagt anbefaling til teenageren i familien og dennes forældre/mor;)

Rigtig god fornøjelse.

Kh. Lisa og Maria Louise

Vi var løgnere

Vi var løgnere af E. Lockhart. Høst og Søn. Fra 14 år.

Velkommen til den smukke familien Sinclair.

Her er ingen kriminelle.

Her er ingen misbrugere.

Her er ingen tabere.

… Pyt med at skilsmisser tærer så hårdt på vores hjertemuskel, at den må kæmpe for hvert et slag.

…Pyt med den massive samling af pilleglas på natbordet.

Pyt med at en af os er så vildt og voldsomt forelsket

så voldsomt

forelsket

at voldsomme midler må tages i brug.

Vi er Sinclair-familien.

Ingen lider nød.

Ingen har uret.

Så er vi i gang. I gang med historien om den velhavende, rige og på overfladen perfekte familien Sinclair, hvis historie bliver fortalt af én af romanernes hovedpersoner, nemlig den førstefødte Cady. På de første sider præsenterer hun sig selv blandt andet sådan her: Læs videre

Fredag lørdag søndag

fredag lørdag søndag

 

 

 

 

 

 

 

 

Fredag lørdag søndag af Christine Lind Ditlevsen. Høst og Søn 2015. Fra 15 år.

Treomånen daler brusende mod bunden i Kats glas fredag, lørdag og søndag. Der skal lappes på tømmermændene, mens der reflekteres over selvleden, venskabets pris og de flygtige fyre, der glider igennem systemet på en tilfældig weekende, som viser sig at få en enorm betydning.

Læs videre

Kærlighedsbreve til de døde

Kærlighedsbreve til de døde af Ava Dellaira. Forlaget Ordenes By. Fra 14 år.

“Kærlighedsbreve til de døde” er en virkelig stærk, gribende roman, der ligesom mange andre Young Adult-titler omhandler den første forelskelse, død, sorg, splittede familier og et ungt menneskes søgen efter at finde hjem til sig selv. Og wow! Dette værk formår på en helt sublim og rørende måde at inddrage netop ovenstående tematikker, når vi læser hovedpersonen Laurells meget personlige historie gennem en lang række af breve, som hun skriver til ikoner som fx Kurt Cobain, Awy Winehouse og Janis Joplin, der alle har det til fælles, at de døde i en ung alder. Ligesom Laurells søster, May.  Læs videre

ZAM

ZAM af Jesper Wung-Sung. Høst og Søn 2015. 

Først og fremmest GODT NYTÅR! Vores første indlæg i 2016 handler om en roman, hvis forfatter vi tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig Jesper Wung-Sung og UD MED KNUD.

Det er mærkeligt at leve i et land, hvor mennesker synes, at hunde er vigtigere end zombier som mig, tænker Zam. Jeg ligner jo menneskene meget mere, jeg kan både tale og skrive –og så går jeg oven i købet pænere end de fleste.

Ovenstående citat stammer fra hovedpersonen i Jesper Wung-Sungs nye roman ZAM, der handler om zombiedrengen Zam. Han ønsker inderligt at blive accepteret og en del af det verden, han lever i. Men zombier er på tålt ophold i det etablerede samfund, og store dele af befolkningen og politikerne ønsker ikke, at hans slags bliver egentlig integreret. De er bange for det fremmede, og for det potentielt farlige, som zombierne grundet deres natur bærer med sig. Og Zam må gang på gang konstatere, at han lever i et parallelsamfund. Læs videre

Tror du på julemanden?

julemanden

Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden af Kim Leine og Peter Bay Alexandersen. Gyldendal 2015 fra 5 år. 

Nu er der kun en uge til jul, og dette sidste indlæg inden juleferien skal derfor handle om en helt ny og meget fin julehistorie. Fortællingen tager os en tur højt mod nord til Grønland. Helt der op hvor der ikke vokser træer, og hvor juletræerne derfor bliver sejlet op fra Danmark. Helt der op hvor børnene kælker på gletsjere, og hvor det ved juletid er mørkt i mange, mange timer. Helt der op hvor julemanden bor.

Drengen Andreas bor i en lille bygd sammen med sin mor, far og lillesøster, og han elsker julen. Det gør alle i hans familie på nær en -nemlig hans far. Andreas far afskyr julen og synes, julen er noget pjat. Det har han altid gjort, og det har han tænkt sig at blive ved med at gøre. Andreas kan slet ikke forstå, at man kan hade julen, og han vil derfor gerne have sin far med på en slædetur, så de kan tage op og besøge julemanden. Men nogle gang er voksne bare enormt stædige, og Andreas far er ikke til at hugge eller stikke i. Han skal aldeles ikke besøge nogen julemand eller begynde at elske julen –det er et ufravigeligt princip.

Men en uge før jul lykkes det alligevel Andreas at overtale sin far til at tage en tur op til den gamle fangerhytte. For at komme op til fangerhytten skal de køre med hundeslæde. Hundene fører Andreas og hans far gennem Grønlands smukke og barske natur, og undervejs må de over faretruende islandskaber. Efter flere timer på hundeslæden ankommer de to til hytten, der er begravet i sne. Andreas og hans far graver sig ned til døren for at komme ind. Fangerhytten er som en hemmelig hule under i de enormesnedriver -en verden helt for sig selv. Her nyder de to rejsekammerater hinandens selskab. De læser historier, og Andreas far fortæller sin søn om de forholdsregler, man skal tage, når man skal overleve på naturens præmisser højt mod nord. I fangerhytten vender de to også tilbage til deres samtale om julen. Andreas far forklarer, at hans forældre ikke troede på julen, og at han derfor ikke er opvokset med at fejre jul. Men julen er som bekendt miraklernes tid, og Andreas far får sig en oplevelse i fangerhytten, han sent vil glemme;)

Kim Leines bud på en julehistorien er en skøn fortælling fra Grønland. Man kommer med på en uforglemmelig slædetur og får viden og indsigt i landet, hvor julemanden bor. Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden er mesterligt illustreret af Peter Bay Alexandersen, og vi kan ikke forestille os nogen bedre måde at indlede den sidste uge op til jul på end at læse dette værk!

Alle Bøger til børns læsere ønskes en rigtig glædelig jul og og et fortryllende nytår. Vi glæder os til at vender tilbage i 2016 med mange nye og gamle perler fra børne- og ungdomslitteraturens verden.

Kh. Lisa og Maria Louise