Årets gave!

Vitello redder verden af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen, Gyldendal 2017

Vitello havde aldrig rigtig tænkt over det, men folk lavede stort set ikke andet end at købe ting nede i centret.

”De er da helt sindsyge”, sagde Vitello om folk. De slæbte indkøbsposer med varer ud på parkeringspladsen. “Kom vi stopper dem!”

I Vitello redder verden beslutter Vitello, at der må gøres noget ved al den nød og elendighed, der findes. Mor siger, at verden er ved at gå under, og det går ikke, for Vitello skal jo være millionær og have en sportsvogn, når han bliver stor. Derfor beordrer han sine venner møgungen William og tvillingerne Max og Hasse, at de må med ham ud og gøre noget ved situationen.

Læs videre

Fem skarpe titler til årets BogForum

I dag åbner årets BogForum, og skal du en tur til Bella Centret, kommer her fem bud på bøger, du burde unde dig selv at kigge nærmere på.

Én på føleren = et styks genial godnathistorie!

en prik

Mette Hegnhøj En prik og en streg. Jensen og Dalgaard 2017. Fra 5 år.

Der var engang en prik og en streg,

der opfandt deres eget alfabet.

Da de var færdige 

med at lave alle de bogstaver,

de havde brug for,

sagde de godnat til hinanden

på deres nye sprog.

En prik og en streg er en taktil lækkerbidsken og en helt ny godnatoplevelse! Mette Hegnhøjs bøger har ingen alder, hendes værker er en åbenbaring for alle -børn som voksne, og dette nye skud på stammen er ingen undtagelse! Her skal der mærkes og lyttes til de små finurlige historier om en prik og en streg, der tegnes på ryggen, mens man ligger og falder til ro med et smil på læben.

Hurra for helte!

historien-om-hardy

Historien om Hardy af Mette Eike Neerlin og Peter Bay Alexandersen. Høst og Søn 2017. Fra 5 år. 

Hardy flyttede ind hos Jakob en helt almindelig aften som så mange andre.  Det var en tirsdag eller en onsdag ved aftensmadtid. Med ét stod han på altanen.

“Så luk mig dog ind, din torsk,” sagde han. “Det støvregner.”

Det var sådan, de mødtes første gang, Jakob og ham. Sådan de blev venner. For når der står en dreng i guldkappe og vinker på altanen på ottende sal, så lukker man ham altså ind. Sådan er det bare. 

Læs videre

En pige med pigsko

 

pigen med pigsko

En pige med pigsko af Mette Vedsø og Anna Jacobina Jacobsen. Jensen & Dalgaard 2017

Der var engang en pige, som elskede pigesko. De tunge, de mutte, de sjove, de vilde og dem med pels fra Paris. Tyve par havde hun, men hun havde ingen pigsko.

Sådan indleder Mette Vedsø fortællingen om pigen med de mange sko. Hun har både mutte og triste sko -dem som er helt blege og trætte som en bihulebetændelse. De sko bor hos mor. Hos far står de sjov og vilde sko -dem med hæsblæsende tempo og højhælede venner. Mellem mor og far står træet, der dufter af god tid og fine drømme. Her sætter pigen sig, når de vilde sko hos far er ved at knække hende, og de triste sko hos mor bare ikke får det bedre, uanset hvor meget hun forsøger hjælpe dem. Pigen ønsker, at hun kunne blive som træet -der hverken er trist eller vild, og hun begynder at drømme om pigsko. Men de voksne -som har travlt med sig selv, og som ikke helt har tid til at lytte, misforstår og giver hende endnu et par pigesko. Da pigen endelig får sine pigsko, pakker hun de triste og de vilde sko, og tager dem med ud til træet. Her står hun nu med alle sine sko og de nye pigsko. Piggene borer sig ned i jorden og slår rod hos træet, og pigen står fast. Selvom mor og far hiver og slider i hende fra hver sin side, er hun ikke til at rokke. Og sådan kan det nogle gange gå -nogle gange må der pigge til, for at få de voksne til at forstå.

Mette Vedsø kan noget ganske særligt med det danske sprog. Hun får sproget til at synge fint og poetisk, og det udtryk slynges elegant sammen med Anna Jacobina Jacobsens fantastiske illustrationer. Når pigen er lille og føler sig klemt, lader Anna Jacobina hendes store udtryksfulde øjne fortælle hele historien. Og når hun er beslutsom og viljefast, får hendes styrke maksimal plads. Stregen er drømmende og smuk og er med til at fortælle en historie, som mange børn kender på en elegant og raffineret måde. Glæd jer til at opleve en pige i pigsko og med en styrke ala Pippi.

Kh. Lisa og Maria Louise

Noget om venskab og heste

Stine stikker af hjemmefra, og hun ved ikke helt, hvor hun er på vej hen. Indtil hun møder en hest, der med sin bløde mule og varme prusten får hendes hjerte til at hoppe og danse. “Jeg elsker dig hest!” er en skøn bog om, hvor vigtige venskaber er og også om, at det godt kan være lidt svært, det der med at få en ven. Billedbogen igennem følger vi Stines længsel efter hesten, hendes skuffelse, når den ikke læser, men bare tygger på det vennebrev, som hun skriver til den, og den forløsende glæde, når det måske alligevel efter en del strabadser lykkes med det hele til sidst.

Zenia Johnsens sprog er simpelthen så dejligt, og selvom det er ligetil og uden lange beskrivelser, er de ord og vendiger, som hun hun bruger, helt præcise, så vi som læsere er fuldstændig med på, hvordan det fx føles at være Stine.

Den står med ryggen til, men så vender den sig om og laver den der høje, varme lyd igen. “Som et åndebøf,” tænker Stine og hører lyden med sit hjerte.

Illustrationerne passer perfekt til Johnsens varme, underfundige fortælling, og Stine Spedsbjergs særlige streg giver netop underfundigheden og den lidt underspillede humor en ekstra tand på billedsiden. De er i det hele taget et ret godt makkerpar i ord og billeder, forfatter og illustrator. Der er så mange dejlige sætninger at studse over og en masse billeder at gå på opdagelse i, også billeder, som faktisk fortæller lidt mere end teksten. Og så er den også sjov for de voksne, og det gør jo ikke noget, når der skal læses højt.

Vi elsker “Jeg elsker dig hest!”.

Kh. Maria Louise og Lisa

 

 

 

Tror du på julemanden?

julemanden

Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden af Kim Leine og Peter Bay Alexandersen. Gyldendal 2015 fra 5 år. 

Nu er der kun en uge til jul, og dette sidste indlæg inden juleferien skal derfor handle om en helt ny og meget fin julehistorie. Fortællingen tager os en tur højt mod nord til Grønland. Helt der op hvor der ikke vokser træer, og hvor juletræerne derfor bliver sejlet op fra Danmark. Helt der op hvor børnene kælker på gletsjere, og hvor det ved juletid er mørkt i mange, mange timer. Helt der op hvor julemanden bor.

Drengen Andreas bor i en lille bygd sammen med sin mor, far og lillesøster, og han elsker julen. Det gør alle i hans familie på nær en -nemlig hans far. Andreas far afskyr julen og synes, julen er noget pjat. Det har han altid gjort, og det har han tænkt sig at blive ved med at gøre. Andreas kan slet ikke forstå, at man kan hade julen, og han vil derfor gerne have sin far med på en slædetur, så de kan tage op og besøge julemanden. Men nogle gang er voksne bare enormt stædige, og Andreas far er ikke til at hugge eller stikke i. Han skal aldeles ikke besøge nogen julemand eller begynde at elske julen –det er et ufravigeligt princip.

Men en uge før jul lykkes det alligevel Andreas at overtale sin far til at tage en tur op til den gamle fangerhytte. For at komme op til fangerhytten skal de køre med hundeslæde. Hundene fører Andreas og hans far gennem Grønlands smukke og barske natur, og undervejs må de over faretruende islandskaber. Efter flere timer på hundeslæden ankommer de to til hytten, der er begravet i sne. Andreas og hans far graver sig ned til døren for at komme ind. Fangerhytten er som en hemmelig hule under i de enormesnedriver -en verden helt for sig selv. Her nyder de to rejsekammerater hinandens selskab. De læser historier, og Andreas far fortæller sin søn om de forholdsregler, man skal tage, når man skal overleve på naturens præmisser højt mod nord. I fangerhytten vender de to også tilbage til deres samtale om julen. Andreas far forklarer, at hans forældre ikke troede på julen, og at han derfor ikke er opvokset med at fejre jul. Men julen er som bekendt miraklernes tid, og Andreas far får sig en oplevelse i fangerhytten, han sent vil glemme;)

Kim Leines bud på en julehistorien er en skøn fortælling fra Grønland. Man kommer med på en uforglemmelig slædetur og får viden og indsigt i landet, hvor julemanden bor. Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden er mesterligt illustreret af Peter Bay Alexandersen, og vi kan ikke forestille os nogen bedre måde at indlede den sidste uge op til jul på end at læse dette værk!

Alle Bøger til børns læsere ønskes en rigtig glædelig jul og og et fortryllende nytår. Vi glæder os til at vender tilbage i 2016 med mange nye og gamle perler fra børne- og ungdomslitteraturens verden.

Kh. Lisa og Maria Louise

Filosofi skal ud til børnene

Det er så dejligt at gruble og filosofere over verden og over ting, som kan være svære og uhåndgribelige at forstå. Og børn er jo som bekendt MESTRE i at undre sig. I at stille spørgsmål, også ofte til de ting, som kan være svære at finde svar på. Heldigvis findes der efterhånden en række skønne bøger til børn, der kan åbne op for de store og lidt indviklede filosofiske samtaler – og vi har samlet nogle af dem her.

Læs videre