Bogen helt uden billeder – nu med konkurrence

Bogen helt uden billeder. B.J. Novak. Forlaget God og ond, Aben maler.

Vi har skrevet om “Bogen helt uden billeder” tidligere, og nu har du mulighed for at vinde et eksemplar. Se hvordan længere nede i indlægget:).

“Selvom der er lang tid til jul, så ønsker jeg mig den”

“Den er sjov, fordi det er sjovt, at voksne siger fjollede lyde”.

Sådan udtaler børn fra 1. klasse sig om den rablende vanvittige og eksperimenterende børnebog, der er skrevet af B .J. Novak – også kendt fra TV-serien The Office.  Med dette værk får børnene trænet lattermusklerne, når den voksne højtlæser kastes ud i en ordstrøm af underlige lyde og sætninger som “BLYYRF”, “BØF BØF NUMSE” og “AiiYY!”, som absolut ikke giver mening, men netop af samme grund er dejligt befriende.

Bogen formår at skabe en sjov alliance og dialog med børnene, for eksempel når den voksne højtlæser bønfaldende tigger om lov til at stoppe:

“Denne bog er latterlig!

Må jeg snart holde op med at læse?

Nej?!?

Der er FLERE sider?!

Skal jeg læse hele resten?!?!”

Denne bog ligner ikke noget, der er set før. Det er morsomt, at bogens præmis er at lege med højtlæsningens regler, da det er vældig underholdende ikke at tage livet og sig selv så højtideligt hele tiden. Nogle gange er det rart bare at få lov til at grine.

VIND bogen: For at deltage i konkurrencen, skal du blot i kommentarfeltet herunder skrive, hvilken bog, du synes er rigtig sjov:). Vi trækker en vinder på fredag.

Med latterlig hilsen fra Maria Louise og Lisa

 

 

40 reaktioner på ”Bogen helt uden billeder – nu med konkurrence

  1. Pingback: Bogen helt uden billeder « Aben maler

  2. Herhjemme elsker vi rim og remser og særligt “Balladen i Monsterekspressen” ligger højt på vores liste.
    Jakob Martin Strids fortælling om den kæmpestore pære er vidunderlig og faktisk især den voksnes favorit herhjemme.
    Men også Peddersen og Findus er et hit. De har sjove oplevelser, gennemlever gode og relaterbare følelser og så er der altid en masse at se på mens den voksne læser.

  3. Jeg og min sønnesøn synes, at “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” er mega-sjov 😉
    En anden sjov vrøvlefortælling for børn er “Min mormors gebis”

  4. Herhjemme griner vi meget af Rune T. Kidde for tiden – læser RUNE T. PÅ STRIBE 1-3 om Den lilla møghætte og pulven, Litterærlige klassikere og Høvlens hund og Ib Å.

  5. Herhjemme er Villads absolutte yndlingsbog en bog som hedder “De ti teddybjørne”. Den er direkte oversat fra Tysk til dansk, så selvom det skulle være rim, er det ikke helt tilfældet i den danske version.
    Jeg kan bogen udenad, da vi læser den igennem næsten hver aften, og det er et held, da han ikke lader mig blive på den samme side særlig længe af gangen 😀
    Denne bog lyder super spændende, og ville være så sjov at prøve kræfter med. Vi krydser fingre 😀

  6. Åh den lyder vidunderlig! Personligt griner jeg meget af “den 100 årige der kravlede ud af vinduet og forsvandt”, men det er jo ikke en børnebog. Ungerne elsker Kim Fupz’ ” min uartige mund” og “mor” – og det kan jeg godt forstå! De vækker mange smil

  7. Jeg har fundet “Frække Frida” af Lykke Nielsen frem fra mine egne gemmer. Den har vakt stor glæde herhjemme, min datter synes hun er superfræk og elsker når de lange bandeord bliver læst højt. Siden min barndom er der kommet flere bøger til i serien og vi har nu en lille bunke at læse os igennem.

  8. Den største af mine piger har lige læst de første af Emil fra Lønnebergs fortællinger – og de er sjove.. De er faktisk sjovere på skrift end der som tv, hvis i altså spørger Andrea og mig 🙂

  9. Her hjemme læses der mange bøger dagligt, men det dag lød de højeste grin til “De tre bukkebruse vender tilbage”. Trolden fik jo brændt ballerne:-)))

  10. Kommer lidt an på børnenes alder, men Lise Nørgaard “Volmer ” eller Ole Lund Kirkegaards “Anton og Arnold” er sjove ?

  11. Den lilla møghætte og pulven!

    Mest fordi min matematiklærer læste den højt for os i 8. Kl…. Og han græd af grin, så vi slet ikke forstod hvad han sagde 😉

  12. Her i huset er vi stor fan af Strids streg og ikke mindst hans særlig sjove og festlige sprog. Det er mange favoritter – griner fx meget over ‘Lille frø’ som tisser i skolepsykologens taske og smiler højt over redningsaktionen i ‘Da Lille Madsens hus…’?

  13. Har netop i dag læst Kim Fupz Aakesons Gud og Adam og Eva højt for 0.klasse og taget mig selv i at sidde og sige hø hø. For dén er ret sjov!

  14. Muldvarpen der ville vide hvem der havde lagt en lort på dens hoved
    Den har altid været en hitter ?
    Halfdan Rasmussen også et must på reolen
    Selvom børnene er 9 og 11 er det stadig skønt med lidt hygge og oplæsning. ..specielt når det er SÅ sjovt for store og små

  15. Synes det er helt fantastisk med Anders Morgenthalers ‘Pisselet at læse’-bøger. Elsker der er så meget vrøvl og ballade. Næsten pædagogisk ukorrekt ???

  16. Vi bor i et tosproget hjem, så en del af læsningen foregår på engelsk.
    Shel Silversteins bog “Runny Babbit” og digtsamlinger som “Where the Sidewalk Ends” og ” A Light in the Attic” er nogle af favoritterne.
    De er desværre ikke oversat til dansk men virkelige sjove, hvis man altså har grund til oplæsning på engelsk!

  17. Jeg synes “Da Gud var dreng” er fantastisk morsom og dejlig lommefilosofisk, men man går heller aldrig galt i byen Bjarne Reuters “Kaptajn Bimse og Goggeletten”! ?

  18. Hej, selvom mine børn er blevet store, meget store, så kommer vi tit i tanke om JULENS HELTE af Marianne Iben Hansen og griner lidt sammen. Bogen er læst flere julemåneder i træk. Måske skal bogen læses igen.

  19. Her i huset har vi haft en fest over serien om Julius og Pæremadsen.
    “Skørtorsdag” er også i høj kurs. Tror dog ikke den kan fås mere. Den er fra jeg var barn 🙂

  20. Lille frø og Muldvarpen, der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved er blandt humor favoritterne herhjemme. Men når der laves sjove stemmer, bliver der også grinet af både fabler og eventyr

  21. “Frode og alle de andre rødder ” Remoulademadder på tavlen og lærere i skraldespanden er sjovt. Både da jeg var børn og nu??

  22. Uh, der er mange… – både dansksprogede og engelsksprogede. I flæng kan nævnes Inger Aasteds “Godnathistorier for børn” en gammel traver fra min egen barndom, som egne børn og nevøer & niecer har elsket. Ole Lund Kirkegårds og Astrid Lindgrens forfatterskaber.

    På engelsk har vi læst mange Dr. Seuss bøger (“Green eggs and ham” m.fl.) og ikke mindst den ældre, men uforglemmelige “Amelia Bedelia”.

    Bøger er en guldgrube….

  23. Kan kun tilslutte mig de forrige forslag og så er der også så mange andre: Anja Hitz serie om Rose og hendes familie, Andreas Bræstrup Kirsteins billedbøger om Pia-Linda, Oldlands billedbøger om Elg, Bæver og Bjørn og så mange andre bøger:)

  24. Kim Fupz Aakonsons “Sallies historier” er simpelt hen nogen af de sjoveste og hjertevarme fortællinger. Han formår at vende tingene helt på hovedet, og sætte gang i eftertanke hos både børn og voksne. Det er jo en genial vinkel, at et barn er uartig når det aldrig lyver. For det er faktisk nødvendigt at lyve, for det er meget uhøfligt at være ærlig om sin fasters kålroulade som smager af bæ. Eller drengen der skal spise sin havregrød, så han kan blive stor og stærk. Ellers får han en rask endefuld! Så spiser han han sin grød og bliver stor og stærk, og så tipper magtbalancen i hjemmet da det nu er drengen der kan give en rask endefuld, og hans stakkels forældre får slet ikke lov at tage på arbejde. Eller den med kong Guleroth, der er bange for at folk vil kalde ham kong Gulerod. Det er mange små historier og både ungerne og mig selv elsker dem!

  25. Mine unger er lidt små endnu, men jeg glæder mig til at læse en masse
    Kim Fupz, muldvarpen, Kirkegård, Lindgren og en masse andet!

Skriv et svar til Line Christensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *