Da natten blev væk

da natten blev væk

Nogle weekender kalder bare på en god historie og smukke billeder -kender I den følelse?

Det behov kan heldigvis opfyldes med hjælp fra Ane Bjørn, der har skrevet og illustreret den dejlige billedbog Da natten blev væk, som I kan vinde her på bloggen i denne uge.

Værket åbnes med disse ord:

Nu skal du høre en sælsom fortælling, om dengang natten blev væk.

Det hele begynder og ender med Theodor.

Det er ham med den sorte paraply.

Theodor elsker at sidde oppe om natten og drikke varm kakao sammen med sin far i huset i træet på toppen af bakken. Her studerer de nattens stjernebilleder, mens Theodors far fortæller sin søn om planeter og galakser og supernovaer og sorte huller og alle mulige andre ting, der findes ude i natten. Men en dag sker der noget, der forandrer alt. Natten forsvinder simpelthen. Theodor beslutter sig for at drage ud i verden og finden natten igen, for som hans forfærdede far siger; den er jo det halve af det hele.

På sin rejse møder Theodor andre, der også elsker og savner den mørke nat. Nemlig en stjerne, der er blevet væk fra de andre stjerner, en ulv, der savner at hyle mod månen, og et uhyre, der ikke tør forlade sin mørke hule, da dagens lys vil afsløre dets lyserøde og meget lidt uhyggelige udseende. Efter en lang rejse over bjerge og marker støder rejsekammeraterne ind i en stor støvsugerligende slange. Den summer og brummer, og vennerne beslutter sig for at følge den for at finde ud af, hvad der gemmer sig i den anden ende.

Om -og hvordan det skal lykkes Theodor, at får natten frem igen skal ikke læses her, men i selskab med jeres yndlingsmennesker, en kop varm kakao og al den hygge, man kan trække, når sommerens varme nægter at indfinde sig. Men vi vil gerne afsløre, at der i Da natten blev væk venter en smuk fortælling om, hvad vi mennesker nogle gange gør, når vi er bange for det ukendte. Theodor minder os om en blanding af Den Lille Prins og Ole Lukøje, og den kombination kan smelte al angst.

Da natten blev væk er en smuk fortælling med en virkelig smuk billedside. Akvarelfarverne er her dybe og mørke, men også lyse og bløde, hvilket skaber en helt særlig og nærmest magisk effekt. Theodor og nattens væsner er illustreret så fint, at man får lyst til gense dem mange gange efter endt læsning.

Vil du vinde et signeret eksemplar af denne fantastiske bog, er det bare om at komme til tasterne og skrive titlen på din yndlingsbilledbog i kommentarfeltet. Vi trækker en vinder på tirsdag!

Rigtig god weekend.

Kh. Lisa og Maria Louise

Da natten blev væk af Ane Bjørn. Forlag Tubine.

Aldersgruppe 4-7 år, men børn på 10 år siger, at de også nyder at få den læst op.

Velegnet til en god højtlæsningsstund.

 

38 reaktioner på ”Da natten blev væk

  1. Jeg har mange yndlingsbilledbøger, og det er frygtelig svært at vælge en… Måske en af Tove Jansons Mumitrolde, måske Stian Holes Garmanns gade, måske noget af Bodil Molich eller Lilian Brøgger… ?

  2. Min datters og min ynglings bog er ‘Da Madsens hus blæste bort’. Super fine billeder og finurlig historie om fællesskab.

  3. Yndlings børnebog…
    Der er mange. Men holder især af at læse Ole Lund Kirkegaards fantastiske bøger op – især Lille Virgil, som er fyldt med lækre, små, sære ord, som bare gør oplæsning sjov for både oplæser og lyttere.

  4. Vores yndlingsbog (min døren bliver 4 år snart) er En tiger er løs. Sproget er helt utroligt veloplagt er super sjovt at læse op. Rimene er lige i skabet og tegningerne med masser af charme. Vi læste den nok 50 gange på en måned. Nogle gange 3 gange i træk 🙂

  5. Svært at vælge ÉN favorit blandt alle de dejlige billedbøger jeg har købt til min datter.
    Lige nu er det “The Seal Children” af Jackie Morris. Vidunderlige illustrationer, rørende historie om magiske væsener, sorg, længsel, familie og sammenhold,

  6. Min ynglingsbilledbog er “Mor” af Kim Fupz Aakonson. Jeg forelskede mig i bogen fra første gang jeg læste den. Den er fin, sjov, kantet, klog og fuld af dejlige ordspil.

  7. Der er rigtig mange dejlige billedbøger, men en af de nyere som jeg synes var helt fantastisk er I landet med den store ordfabrik af Agnes De Lestrade – den er simpelthen så dejlig! Simpel og elskelig!

  8. Mine tre drenge elsker flunkerbøger, som er er ultimative billedbøger. De er kigget igennem et utal af gange og alle detaljer er nærstuderet. Det er jo ikke historier, men der giver dem noget andet som tilskud til højtlæsningen.

  9. Der er heldigvis rigtig mange fantastisk gode børnebøger at vælge imellem! I lang tid har favoritten her i huset været “Den utrolige historie om den kæmpestore pære” -den er velskrevet og skønt illustreret.

  10. lige nu er yndlingsbilledbogen ‘En sprække i tapetet’ af Annette Herzog, som handler om en lille dreng som har en drage bag tapetet som passer på ham om natten❤️

  11. Kender du Pippi Langstrømpe? Jeg elskede den som barn og min datter elsker den mindst lige så meget. Får lyst til at blive tingfinder hver gang!

  12. Mine børn har altid været ret glade for Dina Gellert bøger så som Troldmanden Trix i Trylleskoven og Feen Flora og de magiske blomster 🙂

  13. Min datter på 4,5 år elsker historien om Heksene Fikkedik og Falderina. Skøn historie skrevet på de sjoveste, skøreste og mest melodiske vers. Hun kan alle vers udenad ?

  14. Med “Prinsessen på sandslottet” og de to efterfølgende bøger af Christine Hesselholdt har jeg haft mange gode oplæsningstimer i børnehaveklasserne.
    Rigtig godt illustreret af Tine Modeweg.

  15. Pt er det ubetinget Lotte Sallings “Trolderim”. Uhygge, rim og fabelagtige tegninger af Flemming B. Jeppesen tryllebinder Laura på 4 og Clara på 3.

  16. Jeg har mange ynglingsbørnebøger. Jeg har altid været fascineret af Cecilie Bødker og hendes bøger til børn og unge mennesker.
    Nogen der står højt i kurs er Silasbøgerne, som jeg læste højt for min ene søn. Det tog lang tid da der er mange, men selv om man går i 6. Klasse så er en god bog læst højt og talt om, ikke yt.

  17. Hvilken der er den bedste er svær, for de kan noget forskelligt allesammen, men Halfdans ABC er en klassiker og måske vores nye bog Pirater i Havsnød bliver en ny en af slagsen:)

  18. Min er Engleberth H af Kim Fupz Aakeson – uanset hvor mange gange jeg læser den, højt eller alene, er den stadig lige så god og rammer lige så godt. Elsker især det sted hvor Englebert H ligger og kigger på skyerne ??

  19. Da jeg var barn var min yndlingsbog “Trompetersens Butik” af Folke Barker Jørgensen. Som voksen er det “Mørkebarnet” af Cecilie Eken.
    “Mor” af Kim Fupz er fantastisk. Morten Ramslands “Onkel Pedro kommer hjem” topper også listen….

  20. Som lærer synes jeg “Mørkebarnet” er helt fantastisk. Som mor er jeg ret vild med “Mis med de blå øjne” ?

  21. ‘ Den sultne larve Aldrigmæt’. Af Eric Carle. En utrolig smuk bog med skønne illustrationer. Et minde fra egen barndom og videreført til mine drenge.

  22. Jeg har rigtig mange ynglings, men Ole Lund kirkegårds bøger er klart vores farverig herhjemme. ? Freja på 3 er helt vild med Otto er et næsehorn. Vi elsker at læse og læser hver anden inden sengetid.

  23. Alt af Stian Hole, Sven Nordqvist, Otto Dickmeiss, Peter Madsen, Chris Riddell….. det er jo umuligt at vælge én favorit.

  24. Uha, mange gode bøger. Vi er vilde med Gummitarzan, bøgerne om Nomerne og Jakob Strids bøger er også fantastiske, f.eks, Rejsen til jorden 🙂

  25. En næsten umulig opgave – og heldigvis for det! Men Kim Fupz Aakesons “Mor” er og bliver helt fantastisk i mine øjne.

  26. Umulig opgave at vælge, Hvis det skal være det bedste jeg har læst inden for de sidste par måneder, så peger jeg på en forfatter: Marianne Iben Hansen. Jeg har haft 3 fantastiske læseoplevelser med hendes sidste udgivelser: “Av det gør nas. En englerap”, “Violinspilleren” og “Fuglen”.

  27. Min ynglingsbog er en engelsk, som jeg endnu ikke har kunnet finde herhjemme: ‘The Lost Land of The Wangdoodles’ af Julie Andrews.
    Men ‘Da natten blev væk’ kæmper sig sikkert op på en 1. Plads 🙂

Skriv et svar til Anette Smidt Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *