Drengene – en ungdomsroman for den der tør iagttage det forunderlige

drengene

I 2014 udkom Jessica Schiefauers Drengene på dansk. Originalværket, Pojkarna, udkom i Sverige i 2011. Romanen er en kunstnerisk perle inden for ungdomslitteratur, hvorfor den også i 2011 modtog Augustprisen for årets svenske børne- og ungdomsbog. I begrundelsen for prisuddelingen stod: Med et skarpt og afslørende pigeblik infiltreres Drengelandet. En idéroman, som søger at opløse sprogets, opvækstens og virkelighedens grænser. Om kroppen som slagmark og mandigheden som et vanedannende stof. Endvidere var romanen nomineret til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur i 2013.

Jessica Schiefauer skriver i Drengene sjæleligt, udforskende og gådefuldt om den unges søgen i sig selv, famlen efter at afdække sin identitet og sit køn. Det er en sælsom rejse i sprog og form, ligesom det er det for den unge, der må erkende, at han eller hun afviger fra de stadigt fastforankrede normalitetsbegreber indenfor seksualitet. I værkets begyndelse møder vi hovedpersonen Kim som voksen, der telefonisk genforenes med barndomsveninden Bella, der insisterende opfordrer til, at de mødes med ordene: Det er du nødt til, Kim. Du skylder os det. Momo er allerede på vej. Dette er indledningen til et tilbageblik på de tidlige teenagesår, som Kim har lagt bag sig, men med vemod, smerte og inderlighed erindrer. I romanens hovedhistorie tages læseren med på en rejse tilbage til en tid, hvor en spirende seksualitet og udforskningen af denne danner udgangspunkt for værkets plot. Pigerne er angste og har svært ved at forlige sig med de kønsmæssige kodeks, de af skolens drenge udsættes for med grænseoverskridende tilråb og tilnærmelser. De ønsker at blive i barndommens uskyld, og i Bellas drivhus søger de tilflugt fra de spirende hormoner og pubertetens indtrængning: Ja, det forår fyldte vi fjorten, og vi gemte os i drivhuset for at slippe for at blive voksne. Vi holdt os fra vores jævnaldrende, var meget forsigtige til at lytte til hormonernes sang i blodet, for vi havde på fornemmelsen, at de når som helst kunne overmande os, uden vores samtykke.

Drivhuset skal vise sig at blive laboratorium for nye kønsmæssige eksperimenter, da pigerne i mødet med blomsten, som den botanikinteresserede Bella får tilsendt med en plantepakke, oplever en rus, der drager os læsere længere ind i  historien og ud i natten med pigerne. Hvad der videre sker skal ikke afsløres her, men ét kan siges: Drengene får os til at forundres, teenagerelæseren vil måske kunne genkende sig selv i pigernes jagt på at finde sig selv, og det er svært at lægge bogen fra sig, når man først er gået i gang.

Drengene er en vild, eksperimenterende og virkelig fantastisk roman, der bedst egner sig til unge mennesker og voksne, der er er åbne for at træde ind i et univers, hvor virkelighed og fantasi på en smuk måde bliver filtret ind i hinanden. Med forfatterens ord: “Det er en fortælling for den, der gerne vil se – der tør sætte et forstørrelsesglas op til øjet og iagttage det forunderlige”.

Kærlige hilsner fra Maria Louise og Lisa

Drengene af Jessica Scheifauer. Høst og Søn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *