En buket lækre børne- og ungdomsbøger fra 2016

2016 er ved at takke af, og de sidste julegaver skal måske købes i dag. Det har været et godt bogår! 2016 har budt på mange fantastiske udgivelser, og i dette sidste indlæg kommer en lille samling af nogle fantastiske titler, som vi ikke fik skrevet om i året, der er gået.

Rigtig glædelig jul og godt nytår!

froeen-og-fluen

Frøen og fluen af Jesper Wung-Sung og Lisa Aisato. Høst og Søn 2016 fra 5 år.

Jesper Wung-Sung er kendt som en af de helt store ordkunstnere på den børnelitterære scene. I Frøen og fluen rimer han om den selvfede frø, der har placeret sig på midten af en landevej, mens den nyder sig selv i solen og venter på, at en lækker fed flue skal lægge vejen forbi. Teksten er underfundig og sjov, og billedsiden er fantastisk. Lisa Aisato leger med perspektivet, der lægger et ekstra lag humor og skønhed til værket. Her er en billedbog, der skal opleves, og som er en fryd både for øjet og øret.

morkels-alfabet

Morkels alfabet af Sian Hole. Høst og Søn 2016 fra 6 år.

Stian Hole er en af vores absolutte ynglinge. Hans magiske univers i ord og billeder er helt exceptionelt. I Morkels alfabet møder vi Anna, som  Hole også skrev om i værket Annas Himmel. Morkel lægger små sedler på marken til Anna, og hun leder efter ham i skoven, hvor han gemmer sig for omgivelsernes fordømmende blikke. Morkel samler på ord, og han og Anna leger med ordene og taler om livet. Morkels alfabet er, ligesom Stian Holes øvrige bøger, eftertænksom og smuk. For os er der her tale om et musthave på bogreolen.

verdens-bedste-team

Verdens bedste team af  Lilja Scherfig og Lea Hebsgaard Andersen. Jensen og Dalgaard 2016. Fra 6 år.

Mangfoldighed er en god ting, og vi skal ikke ligne hinanden! Dette vigtigt budskab påpeger Lilja Scherfig og Lea Hebsgaard Andersen i Verdens bedste team, der handler om søskendeparret Hasse og Hanne. Hasse har en livlig fantasi, hvilket er lige i overkanten ifølge børnenes far, der får hovedpine af Hasses krudt-i-røvenfacon. Løsningen bliver piller, der får en uhyggelig effekt på Hasses ellers så levende gemyt. Hanne kan pludselig ikke genkende sin bror, der nu er en sløvet og stille dreng.

Her gør barnet oprør og kræver børnenes ret til at være, den de er -for Hanne og Hasse er med deres forskellighed Verdens bedste team.

Lilja Scherfig er kendt for at tage svære temaer op i børnelitteraturen og sætte ord på det, der gør ondt. Også her mestrer hun denne kunst, og sætter fokus på et vigtigt element, vi ikke må glemme. Lea Hebsgaard Andersens illustrationer er legende og fantasifulde og skaber er helt særlig stemning i denne fine og vigtige bog, som både børn og voksne bør opleve.

godnat-allesammen

Godnat allesammen af Chris Haughton. Jensen & Dalgaard 2016. fra 3 år.

Sidste år var der en vældig opmærksomhed på bogen Kaninen der ikke ville sove. Nogle var glade for den, mens andre syntes, at den nærmest blev uhyggelig i sin stil og kunstig at læse. Godnat allesammen er et eksempel på en rigtig god og smuk godnathistorie til mindre børn. Her møder vi Lille Bjørn, der ikke vil sove. Han går på besøge hos de øvrige dyr, men der er ingen, der vil lege, for de er alle trætte og skal sove. Til sidst bliver Lille Bjørn også træt og falder i søvn hos Store Bjørn.

Når bogen åbnes ses den sydlige stjernehimmel, og bagerst i bogen er den nordlige. Her kan man finde nattehimlens Lille Bjørn og Store Bjørn. Hele jordens nattæppe åbner og lukker dermed værket, og alene dette element er med til at markere hvilken bog, vi her har med at gøre. Godnat Allesammen har intet andet sigte end at være en lækker bog, hvor grundingredienserne er smukke billeder og en god historie.  Farverne i dette værk er et kunstværk i sig selv -her er altså tale om skønhed for alle pengene.

fikkedik-og-falderina

Fikkedik og Falderina af Marianne Iben Hansen og Bodil Molich. Gyldendal 2016. Fra 4 år.

Skal der læses gode rim, er Marianne Iben Hansen forfatteren, man skal gå efter hos boghandleren. Fikkedik og Falderina er ikke en ny titel, men en god bog, der i 2016 har fået nyt liv med nogle fantastiske illustrationer af Bodil Molich. Her kommer vi med på indkøbstur til Kina med hekseveninderne Fikkedik og Falderina, hvilket ikke er nogen kedelig oplevelse, skulle vi hilse at sige.

glemmer-du

Glemmer du… af Mette Vedsø og Kamila Slocinska. Høst og Søn 2016. Fra 5 år.

Mette Vedsø og Kamila Slocinska viser i Glemmer du…, hvad børnelitteraturen kan, når den er rigtig god -nemlig at behandle de ting, der er svære at forstå. Susis farmor er blevet dement, og Susi synes, det lyder grimt -næsten som cement. Farmor er ikke den samme mere, og far har svært ved at håndtere, at Farmor ikke længere kan huske dem. Men barndommen har magiske kræfter, og i fantasiens og legens verden møder Susi og farmor hinanden igen.

Mette Vedsø er eminent til at skabe fine fortællinger, og Kamila Slocinskas illustrationer er mesterlige!

hjertestorm

Hjertestorm Stormhjerte af Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi. Høst og Søn 2016. Fra 11 år.

Hjertestorm Stormhjerte er efterfølgerne til den anmelderroste Pssst!, som Anette Herzog og Katrine Clante  udgav i 2013. I Hjertestorm Stormhjerte møder vi igen Viola, som nu er blevet ældre og forelsket i Storm. Men med den første forelskelse følger usikkerhed og tvivl, for er Storm nu også vild med Viola? Violas tanker kredser konstant om denne uvished i Annette Herzogs ord og Katrine Clantes streg. I den anden ende af fortællingen -og bogen møder vi Storm. Han er ligeså forvirret som Viola, for han synes, Viola er sød, men kan hun overhovedet lide ham? Nu er det Rasmus Bregnhøi, der illustrere Storms tanker og følelser.

Hjertestorm Stormhjerte er dette års genistreg indenfor ungdomslitteraturen! Det er genialt tænkt, at de to illustratorer formidler Annette Herzogs fantastiske fortælling om den unge kærlighed. Bogen er sjov og sød på en og samme tid -og en helt klar mustread.

dyr_med_pels_-_og_uden-hanne_kvist-36446821-frntl

Dyr med pels -og uden af Hanne Kvist. Gyldendal 2016. Fra 10 år. 

Freddy bor i Herlev med sin mor, papfar Torsten, storebror Jonas, paplillesøster Sille, og papstoresøster Liva, men sådan har det ikke altid været. For Freddys mor har det med at blive træt af sine mænd, og så er det videre til en ny by med nye venner og en ny papfar. Freddy har flyttet så meget, at han ikke orker at skabe relationer længere, det er jo alligevel bare et spørgsmål om tid, før de skal videre. Men her i Herlev er han kommet til at falde til. Han har ovenikøbet fået en ven, Eskild. Eskild og Freddy er begge glade for dyr. Freddy ønsker sig brændende en hund, som kan være en stabil ven i hans liv, men hans mor påstår, at hun er allergisk, og derfor kan det ikke komme på tale.

Dyr med pels -og uden er en blanding af en roman og en grafisk roman. Freddy bliver mere og mere træt og modløs af, at han ikke har en stemme i familien, og da han en dag stikker af, skiftes ordene ud med billeder. Freddy har ikke flere ord, og det har fortællingen så heller ikke. Dyr med pels -og uden er en moderne dannelsesroman om at mærke sig selv og sige fra. Da Freddy lærer det, kommer ordene tilbage.

Hanne Kvist modtog i 2016 Gyldendals børne -og ungdomspris for Dyr med pels -og uden, og det forstår vi godt.

Mange julehilsner fra

Lisa og Maria Louise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *