En Engell i Helvede

Mens vi venter på Den store djævlekrig 5, der udkommer til september, har gæsteblogger Roar Paaske Larsen på 16 år skrevet om den første udgivelse i serien, nemlig Djævelens Lærling.

djævelens lærling

Skrig du blot, engel. Hernede er der ingen, der tager sig af det.

Filip Engell er, som hans navn antyder det, så djævlegod, at Jesus selv var en ren lømmel i sammenligning. Han er en rigtig spejderdreng i 6. klasse, der lige siden hans far gik bort, aldrig har gjort en eneste ugerning. Han overraskes derfor fandens meget, da han en fredag eftermiddag bliver skubbet ud foran en bil, af skolens forbandelse, Djævlesøren og havner i helvedet. Her opdager han, at Fanden er dødeligt syg og har ledt efter en arvetager. Og det hjælper ikke just på den gamle djævels helbred, da han finder ud af, at Filip er den forkerte dreng. Det viser sig at fandens arvetager skulle have været den selvsamme Djævlesøren, som skubbede Filip ud foran bilen og dermed spolerede hele denne satans plan.

Filip må derfor acceptere sin skæbne som kommende Lucifer 2., da han er helvedes eneste håb om en ny regent.
Hans godhed får hurtigt skabt ham fjender, men også venner. Heriblandt en hun-djævel ved navn Satina, og det er med hende, at han ved et rent tilfælde opdager et komplot mod den sorte trone.
Når man skriver en bog om himmel og helvede er det meget svært at undgå intertekstualitet til bibelen. Alene når man nævner Gud eller Satan er der inter-tekstualitet, ikke blot til bibelen men til mange religioner. Derfor ser man tit små fingerpeg til bibelske historier fra både det nye og det gamle testamente samt små hilsner til for eksempel græsk mytologi. Det er ikke kun i Djævelens lærling, men i hele serien.

Kenneth Bøgh Andersen bruger sproget utrolig meget i Djævelens lærling. Han leger med det på en sjov og fæn-gende måde, som gør at helvede virker bare lige den smule mere interessant. Man kan fra første kapitel mærke, hvordan han virkelig sætter et tema for sproget hele vejen. Humoristisk og fyldt med ord og talemåder, der har noget at gøre med himmel eller helvede. Man kan også mærke en markant ændring i brugen af bandeord fra vores verden til helvede. Det er fantastisk at høre Lucifer syde og svovle  alskens eder og forbandelser, man helt havde glemt eksisterede.
Kenneth Bøgh Andersen er en meget kendt fantasy-forfatter. Han har med Djævelens Lærling skrevet en bog, der fanger og underholder læseren fra start til slut. Jeg anbefaler, at man går ud og læser alle hans værker, da de er godt gennemtænkte og super underholdende. Hvis man er yderligere interesseret i hans forfatterskab, kan Antboy-serien, kendt for sine biografspinoffs, også anbefales.

Djævelens Lærling. Høst og Søn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *