Fordelene ved at være en bænkevarmer

Vi er stolte af at kunne præsentere Roar Paaske Larsen på 16 år som Bøger til børns første gæsteblogger. Han har læst og her flot anmeldt den gribende ungdomsbog “Fordelene ved at være en bænkevarmer”, der helt fortjent har ligget nummer 1 på New York Times´ Bestsellerliste. Romanen kan i øvrigt også sagtens læses af voksne.

Fordelene ved at være en bænkevarmer

Fantastisk på en helt ”Charlieesque måde”

Fordelene Ved At Være En Bænkevarmer handler om Charlie. Meget mere behøver der ikke at blive sagt, da Charlie er helt sin egen. Dog er alting ikke helt nemt, når High School starter i morgen, og ens bedste ven lige har begået selvmord, men hvad gør man så? Man fortæller sin søde, spøjse og fængende historie, gennem breve til en, der er god til at lytte. I Charlies breve udfolder der sig en fortælling om skole, venskab, kærlighed, stoffer og Fordelene som opstår ved at være en bænkevarmer. Men Charlie er ikke en normal teenager, for under overfladen ligger et gammelt traume, som den nye hverdags tumult formår at grave op.

Bogen er fantastisk på en helt ”Charlieesque måde”. Den introducerer os for en uskyldig, intelligent og charmerende ung mand, som gennemgår mange af de kvaler, som en teenager nu om dage kan komme ud for. Man bliver suget ind i fortællingen og udvikler en ”jeg tager lige et kapitel mere”-mentalitet, da man bliver nødt til at finde ud af, om det ender godt for Charlie. Hans tanker og gøren er så spøjse og aparte, at man konstant underholdes og fornøjes, og sproget tilføjer kun til den stemning, der breder sig i takt med, at man læser Charlies breve.

Forfatteren Stephen Chbosky formår at skrive en bog, der både kan være humoristisk og alvorlig, når det påkræves, og Charlies verden males i stærke farver på indersiden af hovedet. Det er en bog som er ung med de unge.

Alt i alt er Fordelene Ved At Være En Bænkevarmer en god, spøjs, stemningsfuld og fængende bog, som griber læseren og rusker i følelsescenteret. Man kan ikke undgå at forelske sig i Charlie og hele hans specielle måde at være på, og man sidder altid med et håb om, at alt vil gå godt for ham. Bogen kan anbefales til alle, der har lyst til at læse en fantastisk bog omkring ham, der ser det hele fra sidelinjen.

Af Roar Paaske Larsen

Fordelene ved at være en bænkevarmer. Forlaget Ordenes by.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *