Gyset banker på!

Mørket har sænket sig, og efterårets vinde suser og blæser de gyldne blade af træerne. I denne weekend vil gaderne være fyldt af små og store gespenster, der banker på dørene med ordren “slik eller ballade”. Hos Bøger til børn synes vi, at Allehelgensaften skal fejres med en god gyser, derfor kommer her en anbefaling af en af den danske forfatterskares helt mørke kræfter -nemlig Benni Bødker.

jeg venter i mørket

Jeg venter i mørket af Benni Bødker illustreret af Simon Bukhave. Forlaget Corto 2015. Fra 9 år.

Jeg venter i mørket lader gyset kravle ind til benet allerede på forsiden, hvor et mørkt mandeansigt med store mørke rander under øjnene og dødspletter i panden bliver oplyst af en kandilabers fem brændende lys. Og når bogen lukkes op, er vi her. Midt i fire grumme fortællinger. I en gammel legetøjsbutik på Amagerbrogade, hvor børns sjæle bliver fanget og kun de sjæleløse kroppe slipper ud. Vi tager tilbage til Assistens Kirkegård i månelysets skær en nat i slutningen af 1700-tallet, da de to gravrøvere Høgh og Arvid bryder den unge Giertrud Birgitte Bodenhoff’s gravfred. Vi befinder os i en mørk skov blandt en flok unge drenge, der er sendt ud som klappere på en ulvejagt, da vores hovedperson pludselig er faret vild og er alene med en ulvepige i en ulvefælde. Og Jeg venter i mørket lukkes med historien om Eric, der er kommet i besidelse af en gammel dagbog skrevet en sømand. Sømanden sejlede i 1716 med den tremastede fregat Hannover, der havde været i Afrika for at hente slaver. Slaverne skulle leveres til øen Skt. Thomas, men fregatten nåede aldrig så langt. På vej gennem det farlige klippeskær ved Caribien går det galt, og skibet synker med sin værdifulde last af elfenben, guld, sukker og hundredevis af slaver. Eric er opslugt af tanken om, at finde det glemte skib og bjerge dets last, men Hannover gemmer på mange grufulde synder, og Eric skal snart sande, at det er ikke alle drømme, man skal ønske sig går i opfyldelse.

Kort sagt er der her godt gys for alle pengene! Læseren bliver fanget i et net af mørke fortællinger om mennesker, der kommer galt af sted eller er tæt på at gøre det. Og det virker ekstra kraftfuldt, at Benni Bødker har ladet flere af sine gys udspille sig i København, hvor konkrete steder nævnes. Steder som man kan besøge eller endnu bedre -eller vi skulle måske sige værre…kender i forvejen og derfor kan se for sit indre, mens de gyselige historier læses. Så er det altså lidt som at være der selv. Når gyserne er læst, venter de sorte sider bagerste i bogen. Her fortæller Benni Bødker, hvor han har fundet inspiration til de fire historier, og man bliver simpelthen revet med ind i uhyggen på en helt særlig måde, når den parres med virkeligheden.

Han skriver godt Benni Bødker, og vi har gennem de sidste mange år oplevet, hvordan børn fortrylles af hans uhyggelige univers. Indskolingsdrenge med mod på læseriet og med nerver af stål, mellemtrinsdrenge der egentlig hellere vil spille på deres telefon end læse bøger, og piger der gerne vil mærke hårene rejse sig på armene. Mange har været opslugt af dette forfatterskab, og det er vores overbevisning, at mange vil blive det -også af Jeg venter i mørket. Som lidt ekstra krydderi er Jeg venter i mørket illustreret med med sort hvide tegninger, så det lige kan løbe lidt ekstra koldt ned ad ryggen, når man læser, hvordan Giertrud Birgitte Bodenhoff står op fra sin grav.

Rigtig gyselig Halloween ønskes I af

Lisa og Maria Louise 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *