Jeg vælger uden filter

 

jeg vælger

Jeg vælger uden filter. Digte og korttekster af nyere danske forfattere. Høst og Søn. Fra 15 år og op.

Se mig, jeg skulle måske have lagt mere makeup, mindre makeup, jeg skulle måske have valgt flere følelser, færre. Jeg vælger uden filter, jeg vælger forkert, for det meste, for meget, for lidt, forsigtigt, for hurtigt, for fremtiden, forkert.

Dette citat fra Jeg vælger uden filter markerer det senmoderne menneskes rodløshed og forvirring i alle de valg, der kan præge livet i den vestlige verden. Det totale fokus på individets mulighed for at kunne vælge gør livet komplekst i al sin ambivalens. Man kan næsten drukne i oceanet af konstante valg og få en ubændig lyst til at ikke at skulle vælge. At kunne fravælge sit valg.

Jeg vælger uden filter er en antologi, der netop tematiserer valg. I 24 forskellige digte, korttekster, novelle- og romanuddrag skriver danske forfattere om de spontane valg. De forvirrede valg. De desperate valg. Og de valg, som bare sker. På vidt forskellige niveauer og i meget forskellige teksttyper reflekterer antologien over begrebet valg. I åbningsteksten møder vi den ordløse tekst, hvor forfatterne William Zeuthen og Jeppe Lai eksperimenterer med både tekstbegrebet og læserens referencerammer og associationer. Deres bidrag til antologien er således en enkelt side bestående af felter og rammer under titlen ”Gør noget”, som bliver ledsaget af et piktogram, der forestiller en hånd, der holder en pen. Her appelleres til læseren om at gøre noget, og forfatterne markerer, at livet netop består af mange individuelle valg.

Videre i antologien møder vi i Amalie Laulund Trudsøs ”No worries” en hovedperson, som efter gymnasieårene nu sidder i flyvemaskinen på vej om på den anden side af jorden for at udforske ukendte horisonter. Flyveturen indbyder til refleksioner over det at kunne vælge versus det ikke at have valg. Refleksioner, som afstedkommer af flyruten, der fører hende over Afghanistans bjergtinder. (Amalie Laulund Trudsø har i øvrigt også skrevet den fine roman “Koordinater”, som vi også har skrevet om her på bloggen.) I ”Gina” af Anita Krumbach arbejder Jeppe i en snasket grillbar/kiosk et sted i udkantsdanmark. Her provokeres hans moral til at vælge at handle, da han bliver konfronteret med udnyttelse og bedrag, og som læser væmmes man ved det sceneri, som Anita Krumbach nøgternt skildrer.

I Jeg vælger uden filter findes også et uddrag af den anmelderroste roman Lejlighedssange, hvor Stine Pilgaard præsenterer jeg-fortælleren, der bor i kollektiv. Fyldt med humoristiske fraser over hverdagsepoker, behovet for at skille sig ud og en tyk ironisering over den politisk korrekte storbyideologi, der runger af nedtrykt akademiker, politisk vegetar og finkultur. Her kommer tematikken valg til udtryk i forfatterens understregning af, at man må bevare en enkelt streg til normaliteten […]. Elles ender det med at blive det eneste, man taler med folk om, sex, kunst og grøntsager. Sidst må vi også nævne, at der i antologien også findes et uddrag af Rebecca Bach-Lauritsens roman “Sommerdrenge”. Læs, hvad vi skriver om denne i sin fulde længe i et tidligere indlæg her på bloggen – søg i søgefeltet, hvis I har lyst:)!

Jeg vælger uden filter er en vandring gennem valg og fravalg, og som læser inviteres man til at vælge at gå til og fra disse tekster, indleve sig og røres, forarges og forundres. Antologien kan læses som et samlet værk i kronologisk rækkefølge ellers som nedslag, hvor inspiration, nysgerrighed eller spontanitet er den afgørende faktor. Valg og præferencer er forskellige, valget er dit.

Kærlig hilsen Maria Louise og Lisa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *