Noget om en hemmelig forfatterforelskelse og en fræk frø

lille frø

En smuk sommerdag faldt et meteor ned over København

Det gik gennem taget og landede i fjernsynet hos en frøfamilie på femtesal

Så poetisk indledes Jakob Martin Strids fortælling om Lille Frø, der dumper ned hos en frøfamilie, som synes, at den er så kær, at de med det samme tager den til sig. Men som tiden går, viser det sig, at Lille Frø er meget slem – den bager telefonen i oven, vasker alle bøgerne i vand og sæbe og ender hos skolepsykologen, som vil lave en handlingsplan. Så langt når de dog ikke. Lille Frø sætter ild til skolepsykologens hår og tisser i hans taske, og så var dét møde slut.

Til sidst får Lille Frø nok af al den skæld ud og vandrer ud i verden. Her møder den, på et sneklædt bjerg, en gammel, gammel mand, som også forgæves forsøger at afhjælpe Lille Frøs slemme side. I fortællingens sidste del løser det hele sig dog: Lille Frø kommer hjem til sin familie igen, og ikke blot bliver den accepteret som den er, den blev meget berømt, og alle de slemme ting, den havde lavet kom på museum.

Strids fabelagtige billedbog (som han som altid selv har illustreret) fremhæver på den fineste, humoristiske vis modsætningen mellem barnet og den voksne, kreativ frihed og institutionalisering, og sympatien for netop barnet, Lille Frø, og parodien på de voksnes værdier, er fremherskende…

…Hvilket leder os frem til den hemmelige forfatterforelskelse. For kan man andet end at blive en lille smule vild med en forfatter, der på én og samme tid så elegant, humoristisk, fandenivoldsk og poetisk formår at skrive en børnebilledbog, der udviser så fin en sympati med barnet, hylder individualitet og kreativitet og faktisk overordnet set sniger en protest mod det etablerede ind?

Vi elsker i hvert fald den anarkistiske, antiautoritære tone og handling i billedbogen, der jo bliver helt tydelig i den afsluttende del: Lille Frø bevarer sin slemme, kreative side og ender med at blive anerkendt af de voksne. Lille Frø er en skøn, skøn billedbog om en fræk, fræk (og noget så elskelig) frø, der indeholder tematikker som normalitet, plads til forskellighed, at være sig selv versus passe ind i normen og at med kærlighed og accept kommer vi længst. Vi anbefaler!

Kh. Maria Louise og Lisa

Lille Frø. Gyldendal

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *