Noget om venskab og heste

Stine stikker af hjemmefra, og hun ved ikke helt, hvor hun er på vej hen. Indtil hun møder en hest, der med sin bløde mule og varme prusten får hendes hjerte til at hoppe og danse. “Jeg elsker dig hest!” er en skøn bog om, hvor vigtige venskaber er og også om, at det godt kan være lidt svært, det der med at få en ven. Billedbogen igennem følger vi Stines længsel efter hesten, hendes skuffelse, når den ikke læser, men bare tygger på det vennebrev, som hun skriver til den, og den forløsende glæde, når det måske alligevel efter en del strabadser lykkes med det hele til sidst.

Zenia Johnsens sprog er simpelthen så dejligt, og selvom det er ligetil og uden lange beskrivelser, er de ord og vendiger, som hun hun bruger, helt præcise, så vi som læsere er fuldstændig med på, hvordan det fx føles at være Stine.

Den står med ryggen til, men så vender den sig om og laver den der høje, varme lyd igen. “Som et åndebøf,” tænker Stine og hører lyden med sit hjerte.

Illustrationerne passer perfekt til Johnsens varme, underfundige fortælling, og Stine Spedsbjergs særlige streg giver netop underfundigheden og den lidt underspillede humor en ekstra tand på billedsiden. De er i det hele taget et ret godt makkerpar i ord og billeder, forfatter og illustrator. Der er så mange dejlige sætninger at studse over og en masse billeder at gå på opdagelse i, også billeder, som faktisk fortæller lidt mere end teksten. Og så er den også sjov for de voksne, og det gør jo ikke noget, når der skal læses højt.

Vi elsker “Jeg elsker dig hest!”.

Kh. Maria Louise og Lisa

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *