Sublim børnegyser

Mørkebarnet

I 2007 modtog Cecilie Eken Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger for Mørkebarnet. I Mørkebarnet henvender Cecilie Eken sig til barnelæseren i et smukt billedsprog, der med en helt særlig rytmik og systematik (kaldet sonetkrans) gør sproget musikalsk. Næsten som i en sang præsenteres vi for en grum og uhyggelig fortælling om forældres manglende vilje og evne til at elske og acceptere det hele barn.

Mørkebarnet er en vaskeægte børnegyser i billedbogsformat, der handler om de to piger Mørkebarnet og Lysbarnet, der bor med deres forældre i en paradisisk have. Forældrene ønsker dog ikke Mørkebarnet med hendes trodsige sind indenfor, hvorfor hun bor alene bagerst i haven, mens Lysbarnet er deres ønskebarn, der får kram, knus og kys. Forældrenes afvisning vækker raseriet hos Mørkebarnet, der som hævn hidkalder mørkets uhyrer for at skræmme livet af Lysbarnet. Men da hun ser Lysbarnets angst, fortryder hun sin hævngerrighed, beskytter hende og skræmmer mørkets væsner bort. Spektaklet får forældrene til at komme ind på børneværelset, hvor Lysbarnet fortæller om Mørkebarnets mod, hvorefter forældrene indser, at de to piger har brug for hinanden, og at to er én der under samme dyne. Forældrene forstår altså nu, i billedbogens slutning, at de må rumme hele barnet – både det mørke og det lyse sind.

Selvom budskabet ikke står direkte i teksten, er det vores erfaring, at selv mindre børn fra 5-års alderen faktisk fanger pointen ret hurtigt, fordi netop de smukke billeder siger så meget, udvider og supplerer den fine fortælling, der findes i selve teksten. Mørkebarnet er super velegnet til højtlæsning og udover at gi´ os en poetisk, gyselig historie og en dejlig litteraturoplevelse i både ord og billeder, efterlader værket også plads til samtaler om både det lyse og det mørkes plads i alle mennesker.

Mørkebarnet inviterer os ind i sit univers med al den indlevelse, gru og følsomhed, som netop den moderne billedbog kan præstere. Vi synes, det er et lille mesterværk, der hermed får vores varmeste anbefalinger.

Kh. Maria Louise og Lisa

Mørkebarnet. Høst og Søn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *