Tre fine bøger til de mindste små

Forside Hvem rydder ikke op?.png forside hvis baby.png forside Hvem sover ikke.png

Hvem rydder ikke op?, Hvis baby?, Hvem sover ikke? Stina Wirrén. Vilde Dyr. Fra ca. 2 år.

I dag udkommer disse tre billedbøger til de mindste små, og endnu før vi havde åbnet bøgerne, kunne vi se, at det var kræs! Omslagene  er lækre og farverige og på bogryggene findes små fine detaljer sammen med titler og forfatterens navn: Stina Wirrén. Og forfatteren, der er svensk, har med disse bøger allerede opnået nyklassisk status i i hjemlandet – hvilket vi sagtens kan forstå! Nu tilbage til omslagene, for ikke nok med, at de er fyldt med lækre farver, så er det lille kvadratiske format på bøgerne også så fint og passer til bøgernes målgruppe. For – og bagsideillustrationerne er skønne og sjove med en lidt naivistisk streg, og de fortsætter inde i bøgerne.

Alle tre bøger handler om Nalle og forskellige letgenkendelige barnetanker og/eller dagligdagsting med et sødt tvist. I Hvem rydder ikke op? …er det morgen. Det er weekend, ikke vuggestuedag. Ikke arbejdsdag. Fridag. Hyggeligt! Men sådan skal det altså ikke helt gå, for mor og far er lidt sure i det og siger, at det er oprydningsdag i dag. Øv!

Hvis baby? handler om at mor og far var herhjemme. De havde ikke nogen baby. Der kom ikke nogen baby i mors mave selvom de gerne ville have det. De var så kede af det. – Vi må adoptere! Sagde de til hinanden. Og sådan får vi altså fortællingen om, hvorfor nogle babyer ( eller katte;) kommer ud af mors mave, mens andre skal hentes langt væk i et andet land.

Hvem sover ikke? er historien om, at det godt kan være lidt uhyggeligt, når man skal sove. Særligt, hvis man skal sove i en andens seng og kommer til at savne sin mor og sin sofa og knækbrød med syltetøj og alt muligt! Kanin skal her overnatte hos Nalle, men tænk, hvis han ikke tør?

Nalle- bøgerne er alle tre så søde og lækre, og uden at sige et ondt ord om Totte og Lotte -bøgerne, er her altså et dejligt alternativ til de mindste små børn.

Hvis vi var det nye børnebogsforlag Vilde Dyr med undertitlen læs til du revner, ville vi altså revne lidt af stolthed over en så fin førsteudgivelse, som vi er sikker på bliver et hit hos mange børnefamilier. Vi anbefaler i hvert fald!

Kærlige Nalle-hilsner fra Maria Louise og Lisa

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *