Vi var løgnere

Vi var løgnere af E. Lockhart. Høst og Søn. Fra 14 år.

Velkommen til den smukke familien Sinclair.

Her er ingen kriminelle.

Her er ingen misbrugere.

Her er ingen tabere.

… Pyt med at skilsmisser tærer så hårdt på vores hjertemuskel, at den må kæmpe for hvert et slag.

…Pyt med den massive samling af pilleglas på natbordet.

Pyt med at en af os er så vildt og voldsomt forelsket

så voldsomt

forelsket

at voldsomme midler må tages i brug.

Vi er Sinclair-familien.

Ingen lider nød.

Ingen har uret.

Så er vi i gang. I gang med historien om den velhavende, rige og på overfladen perfekte familien Sinclair, hvis historie bliver fortalt af én af romanernes hovedpersoner, nemlig den førstefødte Cady. På de første sider præsenterer hun sig selv blandt andet sådan her:

Engang var jeg lyshåret, nu er mit hår sort.

Engang var jeg stærk, nu er jeg svag.

Engang var jeg køn, nu ser jeg syg ud.

Og denne modsætningsfyldte karakteristik finder vi ud af rummer essensen af denne gribende roman, og lader læserens nysgerrighed pirre – hvorfor denne forvandling, hvad er der sket?

Historien udspiller sig primært på familien Sinclairs ø (ja, de ejer den), hvor de hver sommer mødes. Vi følger begivenhederne på øen i flere år, og det skal vise sig, at Cady, ligesom resten af familien, gemmer på en dyster hemmelighed. En hemmelighed, der gemmer på sandheden om, hvordan og hvorfor vores hovedpersons forvandling fra en ægte Sinclair-pige til en pige med hovedpine og hukommelsestab, kommer afsted.

Allerede i romanens åbning bliver det klart, hvordan familiens på overfladen perfekte liv er forlorent. Og særligt en af øens tilbagevendende sommergæster, nemlig drengen Gat, som er mosterens stednevø (og altså ikke en Sinclair i blodet), står for tydeliggørelsen af, at ikke alt er som det ser synes udadtil, at det svære skal gemmes væk. Han forstår fx ikke, hvordan det er et absolut no go at tale om de to personer, som familien på forskellig vis har mistet, nemlig Cadys far og mormor:

Når vi alle var samlet, holdt vi alle en smilende facade… Men Gat havde aldrig fanget det. Faktisk nævnte han min far ret ofte.. og samtalen standsede brat, når han nævnte mormor.. Så blev Johnny nødt til at snakke højlydt om Wibledon, indtil rædsel i vores ansigter havde fortonet sig. 

Netop Gat åbner for Cadys svære følelser omkring familien, og det er ikke for afslørende at fortælle, at de to også bliver dybt forelskede i hinanden, hvordan det går, skal vi dog ikke komme videre ind på her;).

Sproget i “Vi var løgnere” er stramt, der findes ikke mange, lange beskrivelser, men på trods af dette findes i værket en poesi, som måske netop skal tilskrives den sparsomme overflod af ord, der får værket til at fremstå sofistikeret og ret så nærværende.

I vores opdagelse af, hvad der egentlig er foregået, hvorfor Cady har forandret sig, hjælpes vi afsted med de eventyr, som hun parafraserer over kendte eventyr, og som stille og roligt viser sig er ledetråde for både hendes og læserens opklaring af det mysterium, som har fundet sted.

Vi anbefaler varmt “Vi var løgnere” – en velskrevet og sublim spændingsroman.

Kh. Maria Louise og Lisa

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *